Lipødem logo

Kompression – vigtig støtte ved lipødem

Kompression kan mindske smerter,
reducere hævelse og forebygge forværring – allerede i de tidlige stadier

Fladstrikket kompression ved lipødem


Fladstrikket kompression er en central del af håndteringen af lipødem. Det er ikke kun relevant for dig, hvor sygdommen er fremskreden– faktisk kan tidlig brug af korrekt kompression være med til at forebygge forværring, reducere symptomer og forbedre livskvaliteten allerede i de første stadier.

Tip: Hvis du har store størrelsesforskelle, som mange med lipødem har, kan justerbare kompressioner være en fordel – f.eks. modeller med lynlås og taljebånd.

Hvorfor bruge kompression?


Lipødem er en kronisk og progressiv sygdom, hvor vævet i ben og/eller arme bliver hårdt belastet af fedtophobning, væske og inflammation. Uden støtte fra kompression risikerer man forværring i form af øget hævelse, smerter, nedsat funktion – og i nogle tilfælde udvikling af lymfødem.

Fladstrikket kompression kan:

  • Forebygge progression
    Tidlig støtte til vævet reducerer risikoen for sekundære skader og yderligere funktionsnedsættelse.
  • Reducere hævelse og inflammation
    Ved at støtte lymfe- og venekredsløb mindskes ophobning af væske og affaldsstoffer i vævet.
  • Lindre smerter og tyngdefornemmelse
    Kompression skaber stabilitet og reducerer trykfølsomhed og ømhed.
  • Forbedre funktion og bevægelighed
    Mindre hævelse = nemmere bevægelse = bedre hverdag. Det gælder både hjemme, på arbejde og i fritiden.

Mange mærker en tydelig forskel i energi- og aktivitetsniveau, når de begynder at bruge fladstrikket kompression – også i tidlige stadier.

Korrekt tilpasning er afgørende


Fladstrikket kompression skal tilpasses individuelt og bæres dagligt. Den må hverken stramme forkert eller glide ned.

Forkert brug kan forværre symptomerne. Derfor:

  • Få målt dine mål af en professionel (f.eks. bandagist eller kompressionsspecialist)
  • Brug kompression dagligt, især ved siddende/stående arbejde og under højintensitettræning
  • Udskift regelmæssigt – materialet mister elasticitet over tid.


Hvilken type kompression skal du vælge?

For at få den bedste effekt er det vigtigt at vælge den rette type kompression.

Her er vores anbefalinger:

  1. Fladstrikket kompression, grad 2 (23-32 mmHg)
    Denne type kompression anbefales til personer med lipødem, da den giver et passende tryk for at reducere hævelse og smerte.
  2. Kompression med lynlås i torso og justerbart taljebånd
    Hvis du har stor størrelsesforskel mellem hofter og talje, eller hvis du planlægger at gennemgå en operation, er denne type kompression fordelagtig. Lynlåsen og taljebåndet gør det nemmere at tilpasse kompressionen, så den sidder ordentligt.
  3. Åben tå og fast hæl
    En åben tå gør det lettere at bruge Easy Sliders, som kan hjælpe med at tage kompressionen på, mens en fast hæl giver ekstra støtte og komfort.

    Bemærk: Denne type kompression er en vigtig forudsætning, hvis du planlægger at gennemgå operation for lipødem. Kirurgerne anbefaler/kræver ofte, at du bruger denne type kompression i 16 timer om dagen i 8 uger før operationen for at opnå de bedste resultater.

    Mærker og anbefalede modeller


    • Medi: Medi 550 + Medi Mondi
    • Jobst: Jobst Elvarex
    • Juzon: Juzo Expert


    Easy Sliders – en hjælp til iklædelse af kompression


    For at gøre det nemmere at tage din kompression på, anbefales det at bruge Easy Sliders.

    De er designet til at hjælpe med at få kompressionstøjet på uden besvær. Vi anbefaler at benytte Easy Sliders til arme i størrelse L (de er længere end dem til ben) for at sikre, at de passer til dine lipødemben.

    Kompression som hjælpemiddel – dine rettigheder


    Selvom kompression er vigtig, oplever mange med lipødem at få afslag, når de søger bevilling via kommunen. Derfor er det vigtigt at kende dine rettigheder. Hvornår har du ret til bevilling?

    Ifølge Serviceloven §112 kan du få kompression som hjælpemiddel, hvis:

    • Du har en varig nedsat funktionsevne (f.eks. pga. lipødem)
    • Hjælpemidlet i væsentlig grad afhjælperfølgerne af din tilstand
    • Det letter hverdagen, muliggør arbejde eller gør dig mere selvhjulpen,

    Læs hele Servicelovens §112 hos Retsinformation


    Hvordan søger du om kompression?


    Kompression kan bevilges som hjælpemiddel gennem Serviceloven §112, og det er vigtigt at ansøge korrekt for at få bevilling fra kommunen. Her er nogle tips til at styrke din ansøgning:

    • Vær specifik: Angiv tydeligt, hvilken type kompression du har brug for (f.eks. fladstrikket grad 2 med lynlås og taljebånd).
    • Beskriv din nedsatte funktionsevne: Hvordan påvirker lipødem din hverdag, mobilitet og arbejdsliv? Kompressionen skal afhjælpe dine problemer.
    • Sprog i ansøgningen: Sørg for at omtale kompressionen som et hjælpemiddel og ikke som en behandling af lipødem. Dette er afgørende for, at din ansøgning bliver godkendt.

    Du kan ansøge om kompression via borger.dk.


    Sådan styrker du din ansøgning

    Når du søger om kompression:

    • Dokumentér diagnosen
      Lipødem er kronisk – få din læge til at skrive det i en lægeerklæring eller udtræk fra journal. Vær opmærksom på, at kommunen formentlig vil bede lægen udfylde en statusattest, så det er vigtigt at være i god dialog med din læge om ansøgningen.
    • Beskriv din hverdag og funktionsnedsættelse
      Hvordan påvirker lipødem din mobilitet, mulighed for at arbejde, tage dig af børn eller klare praktiske opgaver? Hvordan oplever du smerter og andre fysiske gener?
    • Brug det rette sprog i ansøgningen
      Kommunen må kun give tilskud til hjælpemidler – ikke behandling. Derfor skal kompression omtales som et hjælpemiddel, der afhjælper din nedsatte funktionsevne – ikke som behandling af lipødem.
    • Vær opmærksom på behandling og kompetencegrænser
      Da alle behandlingsmuligheder for lipødem er udtømte i Danmark, kan kompressionen stadig bevilges som et hjælpemiddel.
      Kommunen har ikke kompetence til at vurdere, om et hjælpemiddel er et behandlingsmiddel.
      Ifølge afgrænsningscirkulæret skal kommunen, hvis der er tvivl, bevilge hjælpemidlet og afklare betaling med regionen, da evt. tvivl ikke må komme borgeren til last.

    Du kan læse mere om afgrænsningscirkulæret her: Afgrænsningscirkulæret – Retsinformation.


    Ankestyrelsens principmeddelelser – vær opmærksom


    I 2022 udsendte Ankestyrelsen en principmeddelelse (20-22), som mange kommuner brugte til at afvise kompression – også for borgere, der tidligere havde bevilling. Den blev fortolket meget restriktivt. Heldigvis er der kommet en ny principmeddelelse i 2023.

    Den nye principmeddelelse fastslår, at kompression fortsat kan bevilges som hjælpemiddel, så længe kriterierne i Serviceloven er opfyldt. Dog er  ikke alle kommuner informeret om ændringen.


    Tip: Henvis i din ansøgning til den nye principmeddelelse – og vedhæft den, så kommunen ikke kun baserer deres afgørelse på den gamle.

    Læs principmeddelelse 20-22 (2022) (Gammel)
    Læs ny principmeddelelse fra 2023 (Ny)

    Klage over afslag på hjælpemiddel


    Hvis du har fået afslag på et hjælpemiddel, har du mulighed for at klage. Mangler der en klagevejledning i afgørelsen, kan du sende din klage via din digitale postkasse til kommunen. Husk at gøre det inden for 4 uger efter, du har modtaget afgørelsen. Hvis kommunen fastholder afslaget, skal de automatisk sende din klage videre til Ankestyrelsen, som vurderer sagen.

    Kompressionsalternativer – "Off the Rack"-løsninger


    Hvis du venter på bevilling eller har fået afslag på kompressionstøj, kan “off the rack”-løsninger som produkter fra CzSalus og Lipoelastic være et gode alternativer.

    CzSalus tilbyder bl.a. kompressionsleggings i grad 1 og 2, som kan hjælpe med at lindre smerte og hævelse, mens du venter på en afgørelse.


    Personligt har jeg brugt CzSalus kompressionsbukser til at lindre mine værste smerter, mens jeg ventede på mine bevilligede kompressionsbukser.

    CzSalus tilbyder sommerversioner, som er fremstillet af et lettere stof. Det kan være en behagelig løsning i varmere perioder. Vær dog opmærksom på, at de ikke kan bruges som pre-operativ kompression, da de ikke er fladstrikkede.


    Se links til køb her, inklusiv rabatkode!

    Privacy policy

    OK